Gå til hoved indhold

Hans Rasmussen modtager Ældreprisen 2020

Den tidligere mangeårige formand for Handicaprådet får Ældreprisen 2020 for sit store engagement for at sikre gode forhold for alle borgere.

Få har som Hans Rasmussen arbejdet utrætteligt for at sikre gode forhold for alle borgere i Gentofte Kommune: Hvad enten det gælder adgangsforholdene for gangbesværede til kommunens bygninger, tilgængeligheden af kommunens hjemmeside eller at give borgere med funktionsnedsættelser gode muligheder for et aktivt fritidsliv, har Hans Rasmussen med stor sandsynlighed haft en finger med i spillet.

Derfor tildeler kommunalbestyrelsen den tidligere mangeårige formand for kommunens handicapråd, Hans Rasmussen, kommunens Ældrepris 2020.

Hans Rasmussen, der er født med et synshandicap, flyttede til kommunen i 1990 og engagerede sig straks i arbejdet i lokalafdelingerne for Danske Handicaporganisationer og Dansk Blindesamfund. I 2006 var han med til at danne kommunens handicapråd, der fortsat arbejder tæt sammen med kommunen. Hans Rasmussen var i mange år også formand for handicaprådet og er i dag, selvom han er gået på pension, fortsat suppleant i rådet, ligesom han stadig er formand for Danske Handicaporganisationer Gentofte.

Oprindeligt skulle prisoverrækkelsen have fundet sted i december sidste år, men på grund af coronapandemien har ceremonien været udskudt. Kommunen forventer i stedet at overrække Ældreprisen til Hans Rasmussen i starten af maj måned.

Fakta om Ældreprisen
Gentofte Kommunalbestyrelse besluttede i 1994 at uddele en Ældrepris én gang årligt til en person eller en gruppe af personer, der har ydet en ekstraordinær indsats i arbejdet for Gentofte Kommunes ældre. Med prisen følger, udover anerkendelsen, et værk af årets Gentoftekunstner.