Gå til hoved indhold

Fremtidens idrætsliv for unge

Tid

Kl. 14.00-15.45, 2. september 2022

Sted

Byens Scene

Beskrivelse

Er du interesseret i unges idrætsliv i Gentofte? Så kan du både blive inspireret og deltage i debatten, når vi retter opmærksomhed på FREMTIDENS IDRÆTSLIV FOR UNGE.

Til ’Fremtidens idrætsliv for unge’ kan du opleve unge fortælle om deres valg, udfordringer og ønsker til idrætten og ungdomsmiljøerne i Gentofte. I debatten har vi inviteret unge, foreninger, fitnesscentre, selvorganiseret idræt, forældre, politikere og borgere, som alle får mulighed for at byde ind med udfordringer og ønsker til fremtidens idrætsmiljøer for unge i Gentofte.

Program:

Kl. 14.00-14.45: Velkomst og oplæg

Velkomst ved Borgmester Michael Fenger

Ungetendenser og unges idrætsliv i Gentofte ved Rune og Stine

Mød de unge – oplæg og fortælling: ”Hvorfor har jeg valgt det idrætsliv, jeg har?”

  1. Mød Anna på 22 år.
    Hun har dyrket idræt i LG Gymnastik gennem alle ungdomsår. Hør hendes fortælling om, hvordan foreningslivets særlige fællesskab altid har tiltrukket hende.
  2. Mød Sebastian og Jean på 18 og 19 år.
    De var begge aktive i foreningsidrætten indtil for få år siden, indtil en øget træningsmængde og seriøse stævner ikke stemte overens med gymnasielivet. Nu dyrker de fitness og har på Øregård Gymnasium taget initiativ til forskellige idrætsaktiviteter og -turneringer efter skoletid. Bliv klogere på deres valg.
  3. Mød Louise på 20 år.
    Hun har ikke været foreningsaktiv i mange år og går ikke i fitness. I stedet dyrker hun den idræt, hun har lyst til, når hun har lyst. Hør hendes fortælling om at være ung i en præstationskultur, og hvordan tilbuddet skulle se ud, hvis hun skulle tiltrækkes af organiseret idræt.

Kl. 14.45-15.45: Debat

Mød lokale gymnasieklasser, fitnessbranchen, idrætsforeninger, Headspace, lokalpolitikere og andre, når vi skal diskutere:

  • Hvor er unges idræt på vej hen?
    Hvorfor fravælger unge foreningsidræt til fordel for fitnesscenteret, det selvorganiserede idræt eller inaktivitet?
    Hvordan lykkes det nogle idrætsforeninger at have store ungdomsårgange?
    Kan foreningen, fitness og selvorganiseringen lære noget af hinanden, eller skal de stå ved sig selv?
  • Hvor er modspillet til konkurrence- og præstationskulturen?
    Hvor er muligheden for at dyrke uforpligtende idræt for sjov, når unge bliver 16 år?
    Hvordan kan idrætsfællesskaber være et vigtigt frirum for præstations- og perfekthedskulturen?
    Bliver de unge mere optagede af deres egen individuelle sundhed og krop og mindre af foreningsfællesskabets frivillige idræt, eller er det en skrøne?

Deltagere:

  • Anne Hjorth (A), formand Kultur-, Unge- og Fritidsudvalget
  • Teit Andersen (C), næstformand Kultur-, Unge- og Fritidsudvalget
  • Henrik H. Brandt, journalist og rådgiver med idræt som speciale, daglig leder af IdrætsPlatformen Danmark og aktiv leder og træner i en af landets største ungdomsafdelinger i IF Lyseng Fodbold (moderator).

Kom og få indflydelse på fremtidens idræt for de unge i Gentofte – alle er velkomne!

Læs mere om idræt for unge i Gentofte på gentofte.dk/idrætforunge

Læs mere om Idrætsplatformen på deres hjemmeside idraetsplatformen.dk