Skatepark genåbner

Skateparken Jägers ved Gentofte Sportspark genåbner tirsdag den 2. marts. Den overdækkede skatehal holdes fortsat lukket.

På grund af corona har skateparken Jägers ved Gentofte Sportspark været lukket i månedsvis, men nu er der endeligt godt nyt til lokale skatere.

Efter dialog med repræsentanter for det lokale skatemiljø og Nordsjællands Politi har kommunen besluttet at genåbne skateparken tirsdag den 2. marts. Indtil videre åbnes kun det udendørs areal, der opdeles i to zoner for at give plads til flere og gøre det lettere at efterleve det fortsat gældende forsamlingsforbud på maksimalt fem personer.

Hold afstand

I foråret 2020 oplevede Gentofte Kommune, at det var vanskeligt at begrænse antallet af skatere og løbehjulsbrugere i forhold til de gældende forsamlingsregler. I samarbejde med politiet vil Gentofte Kommune derfor løbende vurdere genåbningen af Jägers. Kommunen opfordrer i den anledning alle skateparkens brugere til at hjælpe hinanden med at holde afstand.