Planen
Kirkegården blev projekteret og anlagt af havearkitekt G.N. Brandt i løbet af 1920’erne. Den blev indviet i 1936.
Den nye kirkegård på Vintapppergårdens jorder
Kirkegården, der blev anlagt på Vintappergårdens jorder, dækker nu et areal på godt og vel 50 tdr. land.
Anlægget er opbygget af en lang række rektangler.
Fyrrrevej med frodig bundplantning
Alleen er nu historie
Yderst er der en allé af skovfyr, derefter en allé af pyrimidalt voksende avnbøg. De to store rektangler bindes sammen af to tværgående alléer. Hovedalléen - af spidsløn - og Pilevejen. Underordnet disse alléer er kirkegården opdelt i mindre rektangler, alle rammet af store takshække.
Den "nye" hovedallé blev tilplantet med Spidsløn
Systemet tjener to formål:
- at lette orienteringen på den store kirkegård,
- at skabe intimitet i de enkelte gravafsnit.
Dette betyder, at G.N. Brandt har indrettet mere end 40 små kirkegårde i planen, som til enhver tid har kunnet indrettes i overensstemmelse med skiftende opfattelser af begravelsespladsens indretning.
Hele anlægget er rammet af et stort skovmassiv.
Kapelanlægget med krematorium er projekteret af arkitekt Fritz Schlegel, indviet i 1936 og siden udvidet med et lille kapel i 1959.
Kapelanlægget. Bemærk de korsformede lyskilder.
For dette enestående og værdige projekt modtog G.N. Brandt i 1937 Eckersberg medaljen og i 1945 C.F. Hansen medaljen.
Udviklingen
Kirkegården blev anlagt i årene 1926 - 1933, og hele kirkegården blev som noget usædvanligt anlagt under et. Alle alléerne blev plantet, hækkene plantet, og vejene anlagt, dog således at kun de betydende og nødvendige veje blev armeret, medens de øvrige vejkasser blev tilsået med græs.
De gamle elm blev erstattet af avnbøg
Alle gravrum blev tilplantet med blivende træer og ammeplantning. Enkelte rum var underopdelt i mindre rektangler af sirbuske. Forinden planlægningen og plantningen var gået et grundigt studium af planternes udvikling og indbyrdes harmoni. Kun ganske få fremmedartede plantearter fik indpas i det blivende anlæg.
Helheden var et meget væsentligt element for G.N. Brandt, og han var en varm fortaler for brugen af servitutter til at bære og støtte helheden i de enkelte gravafsnit.
Fra 1936 og i årene derefter blev de enkelte afsnit anlagt og taget i brug, og som noget helt usædvanligt for den tid anlagdes der for foden af en del af vestvolden en naturbegravelsesplads for urner.
Den sydlige urnedal
Kirkegården gav i årene herefter inspiration til mange nye kirkegårds-anlæg både i sin helhed og i detaljerne.
Begreber som skovkirkegård og parkkirkegård blev almindelige, og de havde deres rod i Mariebjerg kirkegård og de kirkegårde i udlandet, som G.N. Brandt havde ladet sig inspirere af.
Mariebjerg kirkegård var et af de første steder i Danmark hvor begrebet "Fællesurnegrav" blev lanceret.
Fællesurnegrav afd. M
G.N. Brandt var stærk modstander af den tids prangende monumentkultur og mente, at gravstenen burde være "en navneplade, en etikette i sten, slet og ret". En afdeling anlagdes efter dette princip i 1940’erne, og man kan nu nikke genkendende til formen overalt på de danske kirkegårde.
Afd. 30. Den helt enkle urnegrav.
Plejen
Et grønt anlæg undergår stadige forandringer, præget af tiden, naturen og ikke mindst af den pleje, der til enhver tid lægges i anlægget.
Plejen af Mariebjerg Kirkegård har til hensigt at opfylde de intentioner, som man kan tolke G.N. Brandt har lagt i projektet. Dette betyder bl.a.:
- at individuelle ønsker må underordne sig den fælles helhed,
- at der arbejdes bevidst med kontrasten mellem det dyrkede og det udyrkede,
- at ændringer i anlægget skal opfylde oprindelige intentioner samtidig med, at anlægget til enhver tid skal være funktionsdueligt og tidssvarende.
Anlægget har i de sidste 10 år undergået en voldsom forandring, idet de oprindelige, store og meget markante elmealléer er faldet for elmesygen. Der er i begyndelsen og midten af 90’erne overalt foretaget nyplantning med andre træarter med samme karakter som dem, der faldt.
Det er Park og Vejs forventning, at anlægget i løbet af nogle år vil stå som fornyet.
Plejen af de store takshække, der rammer de enkelte afsnit, alléerne der skaber rum og rammer samt arkitektoniske haveelementer, prioriteres højt.
Den differentierede græspleje markerer tydeligt grænserne mellem det dyrkede og det udyrkede og giver grobund for løgvækster og en mangeartet vild flora.
Pilevejen med stynede hvidpil i maj måned
Kontrasten mellem det dyrkede og det udyrkede tilstræbes, og naturen er så at sige flyttet ind i byen i mange af kirkegårdens områder. De fleste synes, det er smukt, de færreste at det er grimt.