I 2012 åbnede de første tre Bogbørser i Gentofte og i 2013 kom yderligere to til. I 2021 endnu tre.
Det oprindelige projekt var støttet af Statens Kunstfond, Lokale- og Anlægsfonden og Kulturpuljen i Gentofte Kommune. Fra starten var innovation, bæredygtighed, genbrug, tillid og naturligvis gode læseoplevelser nøgleord i projektet.
Bogbørsen spiller både på det uventede og den pludselige, positive oplevelse, der opstår, når mennesker føler sig godt tilpas og har lyst til at opholde sig i byrummet. Tillid er også en meget vigtig faktor. Ideen er, at i et samfund, hvor tilliden blandt borgerne er stor, kan det lade sig gøre at skabe en velfungerede byttecentral og have bøger stående, som alle kan tage af. Bogskabene drives i samarbejde med en række frivillige, der har meldt sig som ambassadører til at holde øje med bogskulpturerne og sørge for, at der er fyldt op, og at indholdet i bogskabene varieres i starten.
Billedkunstner Signe Guttormsen og arkitekt Steen Palsbøll har skabt Bogbørserne med inspiration fra lignende projekter i Tyskland. De er skabt specifikt til Gentofte. Bogskulpturerne måler 2,70 meter i højden og er 80 gange 60 cm i omkreds. Materialerne er ’avonite’, glasfiber og polycarbonat og lyset er LED-lys.